Being Max's Mom

"Jeg så, hvordan den blonde kvinde rettede sig op i sædet, mens hun stolt erklærede, at Max var "uelærbar" og "uopnåelig." Hun udtalte, at han aldrig ville trives. Max ville aldrig lære at klæde sig selv på, spise selv, bruge toilettet eller læse og skrive. Det var i hans bedste interesse, hvis jeg opgav ham samme dag. Hun lænede sig tilbage og virkede meget sikker på sig selv. Hendes humør ændrede sig, da Brian og hans mor begyndte at gribe ind. Gruppen begyndte at skændes indbyrdes, mens Brian argumenterede for, at Max skulle blive hos mig. Hans mor udfordrede testmetoderne, da de ikke var alderssvarende. Jeg sagde ikke et ord. I stedet lod jeg det hele bundfælde sig. Gruppen var ret stor og havde repræsentanter fra alle forskellige aspekter af børns velfærd. De havde fældet en dom om mig. Jeg var enlig mor, der arbejdede som cocktailservitrice uden sociale støtteforanstaltninger, og jeg var overlever fra vold i hjemmet. De stillede mig spørgsmål direkte. Tager jeg stoffer? Gjorde jeg stoffer, da jeg var gravid? Er jeg høj nu? Er jeg alkoholiker? Drak jeg under min graviditet? Hvor mange penge tjener jeg? Fik jeg en studentereksamen? Spørgsmålene fortsatte og fortsatte, hvor de granskede mig som forælder og på en eller anden måde gav mig skylden direkte for min søns autisme. Socialrådgiverne var klar til at tage Max fra mig samme dag, men Brian trådte ind og stoppede dem. Jeg sad stille og så forhandlingerne udfolde sig. Jeg lod Brian og hans mor kæmpe min kamp for mig og forhandle en aftale, der ville forhindre, at Max blev fjernet, eller at jeg blev tvunget til frivilligt at give ham op. Den blonde kvinde gav til sidst efter. Hun sagde rent ud, at Max kun fik lov til at komme hjem med mig, fordi jeg havde Brian i mit liv, og han var en "stabiliserende indflydelse." Det, der forbløffede mig, var, at jeg blev skånet for at få min søn taget fra mig, fordi jeg havde en mand i mit liv. Hans mor lovede også sin støtte. Min eksamen fra CU, mine bidrag til samfundet, før jeg blev involveret med Train Wreck, betød intet. I stedet var jeg ekskæresten til en forbryder, der tog meth. Selvfølgelig var jeg på samme måde. At han var voldelig, betød ikke noget. Heller ikke at TW havde en plan om at dræbe mig og tage min søn. På en eller anden måde var det min skyld, og min søn ville have det bedre i andres hænder. Jeg argumenterede ikke med deres vurdering. I stedet sad jeg roligt og holdt min søn. Jeg kiggede ind i hans store blå øjne. Uelærbar. Uopnåelig. Max smilede til mig og trak i min halskæde, mens han begravede ansigtet i min arm. Jeg holdt ham og vuggede ham. Vi begyndte at lege vores egen leg og tunedede lyden af stemmerne omkring os ud. Jeg vidste lige der, at min Max ville klare sig. Jeg så et glimt i hans øjne, og jeg vidste, at han var derinde. Vi behøvede ikke ord for at tale med hinanden. Jeg kunne nå ham. Jeg kunne lære ham."